At blive utilpas med kvalme og eventuel opkast, når man kører i bil, er både ubehagelig og besværligt. Køresygen skyldes, at din hjerne bliver forvirret af modstridende signaler fra balancesansen og dine øjne.
Når bilen accelererer, bremser op, svinger og krænger, sender balancesansen flere signaler til hjernen om, at du bevæger dig, samtidig med, at dine øjne signalerer, at du sidder stille. Dette forvirrer hjernen, og derfor kan du blive utilpas og kaste op. Heldigvis er der en del, du kan gøre for at mindske problemerne f.eks. fæstne blikket langt fremme på vejen og kigge mod horisonten. Læs mere nedenfor.
Sørg for, at du er udhvilet og har sovet tilstrækkeligt inden bilrejsen.
Undgå alkohol før rejsen. Det påvirker hjernen og balancesystemet.
Sid på forsædet, alternativt i bagsædet i midtersektionen, så du kan kigge lige frem mod horisonten.